Øm klosterruin er et cistercienserkloster og ligger på et lavt, fladt næs mellem Mossø og Gudensø i Østjylland, ca. 10 km vest for Skanderborg. Det blev grundlagt i 1172. De bevarede ruiner, som består af kampestensfundamenter og sparsomme rester af munkestensmurværk, stammer fra en ombygning af klostret i midten af 1200-tallet. Ruinerne er fremdraget ved arkæologiske undersøgelser, gennemført af Nationalmuseet i 1896-1933.
Hele klosterkomplekset er 117 m langt i retningen nord-syd og ca. 75 m bredt. Klosterkirken udgør anlæggets nordøstlige del. Det er en treskibet korsbasilika med lige afsluttet højkor i øst og med krydshvælv. Begge korsarme har haft to kapeller i øst og ét i vest. I kirkeskibets forlængelse mod vest findes ufuldstændige fundamenter, som viser, at kirken oprindelig var planlagt noget længere. Den har været ca. 40 m lang og næsten lige så bred. Kirken blev indviet i 1257.
I højkoret lå biskop Svend af Århus begravet i en muret grav ad romansk type. Han døde i 1191. Den smukke gravsten står nu i Gammel Ry kirke, hvortil den blev flyttet, da klosterkirken i Øm blev nedbrudt i 1561. På skelettets brystben lå et pilgrimskors af sølv. På fingeren bar han en guldring, hvis ædelsten dog var fjernet. Biskop Svend havde en kraftig tandbyld i højre overkæbe. I søndre korsarms nordre kapel er undersøgt Århus-bispen Peder Elafsøns grav. Han blev gravlagt her i 1246. I søndre korsarm findes en anden, smuk romansk grav. Den døde er sandsynligvis Jens, som var abbed i Øm 1246-9. Om ham fortæller klosterkrøniken: „Han døjede i sin embedstid megen modgang.” I hans mund havde man lagt en dødemønt, så han kunne betale Sct. Peter ved indgangen til Paradis.
En anden gravform er kiste- og plankegravene, som man fandt 26 af. Ved kistegravene er den døde lagt i en almindelig trækiste. Ved plankegravene er den døde anbragt mellem to parallelle planker og dækket af et trælåg. Den allersimpleste form for begravelse er jordgravene. Af dem var der 52 i kirken. Her er den døde lagt på et lag hvidt sand.
Sydvest for kirken fandtes en ca. 22 x 23 m stor, klostergård med en central brønd. Den var i hvert fald mod nord, øst og vest omgivet med en åben klostergang. Ud til denne lå klostres vigtige østfløj. Det nordligste rum i østfløjen var sakristiet. Sakristiet er det rum, hvor man opbevarer kirkens hellige kar, bøger og alterlys. Her kan præsten også skifte dragt. Det næste rum var klostrets bibliotek, hvor der på et tidspunkt var der ca. 380 bøger. Ved siden af biblioteket lå kapitelsalen, som næst efter kirken var klostrets vigtigste rum. Fundamenter af fire fritstående søjler ses stadig. Langs væggene løb stenbænke, på hvis trin lægbrødrene og novicerne sad. På de øverste trin sad munkene placeret efter alder. Ved midten af østvæggen lige over for døren havde abbeden sin plads. I kapitelsalen foregik også den højtidelighed, ved hvilken novicerne efter prøveåret blev optaget i cistercienserordenen, og her idømtes genstridige munke straf. I kapitelsalen har man udgravet abbed Mikkels grav, anlagt endnu inden denne del af klostret var færdigt.
I det næste rum fandtes en trappe op til munkenes sovesal - dormitoriet, - på øverste etage. Den skulle efter byggeskikken ligge op til kirken, for hver tredje time ringede kirkens klokke, og sommer og vinter gik munkene om natten ned ad en trappe, der førte ud i kirkens sydfløj, for at deltage i tidebønnerne. De to næste rums funktion er uklar. Måske var det ene klostrets fængsel.
Mod vest lå lægbrødrenes fløj af klostret sandsynligvis med forrådsrum i kælderen.
Der var ingen sydfløj til den nordlige klostergård. Derimod fandtes en søndre klostergård kun adskilt af en ca. 10 m bred åbning. Dette anlægs vestfløj bestod af et bryggers, et bagers, et stegers, en bageovn og et køkken. Den søndre klostergårds sydfløj rummede sandsynligvis to spisesale.
Øm kloster fungerede i middelalderen også som hospital, plejehjem og latinskole. Der er afdækket 530 grave og 150 personer i fællesgrave. Mange af mandsskeletterne har læsioner pådraget i kamp. Nogle af de sårede er døde med det samme, men de fleste af de fundne kranier viser, at den sårede har levet efter kampen. Munkene gik heller ikke af vejen for trepanationer. Brækkede arme og ben har man også fundet. Nogle er helet i en skæv stilling, der har gjort patienten invalid, mens mange andre er groet rigtigt sammen.
De fundne instrumenter viser, at åreladning har været almindelig. For munkene var regelmæssig åreladning påbudt.
I middelalderen var der også knyttet en klosterhave med lægeurter til klostret. Den er nu rekonstrueret.
Dagliglivet på klostret skildres. Da Øm klosters krønike er bevaret, har vi også en beretning fra Erik Klipping og hans mor, Margrethe Sprænghests besøg i 1257.
