nittenhundredetrediverne

nittenhundredetrediverne præsenterer en vigtig side af dansk poesi i 1930’erne, nemlig den ekspressionistiske, surrealistiske strømning, der ikke mindst samlede sig omkring tidsskriftet linien, men som allerede havde markeret sig, inden dette tidsskrift blev grundlagt. 
Det drejer sig om digtere som bodil bech, ejler bille, hulda lütken, tove meyer, gustaf munch-petersen og jens august schade. Netop disse seks digtere udgør hovedvægten i antologien, men der er også bidrag af bent g. andersen, sonja hauberg, bergliot heinesen og rau levinsohn. 
Fælles for digterne er en optagethed af det ubevidste og en udtalt trang til at eksperimentere, prøve nye veje til besyngelsen af livet og kærligheden. I flere tilfælde er der et sammenfald mellem billedkunst og ordkunst, idet malerne digter, og digterne maler. 
I alle tilfælde er der en tilsvarende bestræbelse hos de samtidige malere som hos digterne. De er alle inspireret af internationale bevægelser i Frankrig og i Finland, men også i andre europæiske lande. 
Denne væsentlige avantgarde har i Danmark stået i skyggen af mere traditionelle tendenser i tidens litteratur, selv om nogle af digterne har været meget læst eller er blevet opdaget og genopdaget. Som en nyhed kommer her en antologi, der alene fokuserer på netop denne spontane, surrealistiske linje i 1930’ernes digtekunst. 
Antologien er lagt kronologisk til rette år for år, således at digtene optræder efter årstal og ikke samlet efter forfatterskab. Den kaster et blik på en vigtig strømning i årtiets poesi i en ny, samlet optik. 
Antologien er redigeret af Asger Schnack, der tidligere har beskæftiget sig intenst med denne periode i både billedkunst og litteratur.