Nike

Den unge mand i Caspar Erics anden digtsamling "Nike" har ’et lille spasserben’. Han er født med cerebral parese. Handicappet giver ham et særligt vrid i hoften, som på én gang får ham til at ligne en græsk statue og en krop, der langsomt degenererer.

Med en ny, mere rå og afklaret tone folder Caspar Eric sit poppede univers ud omkring den erfaring at være en krop, samfundet ikke ved, hvordan det skal rumme: ”den mest hyppige kompliment/ som jeg modtager/ som en gave/ en meget tung guldkæde/ der ikke kan returneres/ er at folk ikke tænker/ på at jeg er handikappet.”

Midt mellem cyborg-film og fællesmøder i kollektivet skal digtsamlingens hovedperson igen og igen afgøre, hvornår han vil fortælle om sit handikap. Om han vil påtage sig den handikappedes identitet. På arbejdet og med den elskede. Til fest og på hospitalet. Med udspring i sit idiosynkratiske univers og med absolut gehør for NU stiller Caspar Eric spørgsmålet om, hvad der er en normal krop, og hvordan vi skal forholde os til de kroppe, der falder uden for normalen. En usentimental og skarpskåret bog om at være en ung handikappet krop i verden.