Nicolai Abildgaard

Nicolai Abildgaard (1743-1809) er i en vis forstand den danske malerkunsts over-sete farfar. Abildgaard var aktiv som kunstner i en historisk brydningstid, hvor religion, enevælde og standssamfund på den ene side befandt sig i et opgør med det moderne samfunds- og menneskesyn på den anden, og han tog selv parti for nye forestillinger om menneskerettigheder og for kritik af enevælde og religionsudøvelse. 
Bogens indledende artikel, Krop og tradition, som beskriver de lange linjer i Abildgaards udvikling som kunstner, er delt op i fem hovedafsnit, som mere eller mindre følger kronologien i kunstnerens værk: Mellem København og Rom (1767-1778), Magtens krop (1778-1794), Traditionens spøgelse (ca. 1778-1809), Den politiske kunstner (1785- ca. 1800) og Vendingen mod det private (ca. 1790-1809). 
I de efterfølgende artikler beskæftiger fem forfattere sig med dele eller aspekter af Abildgaards værk; den britiske kunsthistoriker Martin Myrone beskriver det internationale miljø i Rom, som Abildgaard i 1770’erne befandt sig i; kunst-historiker Charlotte Christensen undersøger Abildgaards brug af kunsthistoriske referencer og kaster nyt lys over traditionens tilstedeværelse i Abildgaards værker; Kasper Monrad fortolker Abildgaards Mareridt på baggrund af den personal-historiske sammenhæng, det blev til indenfor; Henrik Ole Holm leverer en aktualiserende fortolkning af Den sårede Filoktet, og til sidst giver Louise Fussing en analyse og perspektivering af et udvalg af Abildgaards møbelkunst.