Negativ dialektik

Den tyske frankfurterskole-filosofs sene hovedværk.

‘Negativ dialektik’ er et opgør med idealismen i europæisk filosofisk tænkning.
Filosofien har undertrykt fænomenes særpræg og individualitet. Virkeligheden er altid rigere end de begrebslige udlægninger af den. Idealismen prøver at oprette en identitet mellem begreb og sag, mellem subjekt og objekt. Ved at ignorere den del af sagen, der ikke går op i begrebet, afskærer filosofien sig ikke blot fra at erkende verden som den er, men også fra at tænke “det, som kunne være anderledes” – utopien, det gode liv – og binder sig til den slette realitet.

Hans væsentligste eksempel er kunsten, som ikke har noget praktisk formål og derfor ikke kan sættes på begreb.

Der er to vigtige navne i Adornos tænkning, på den ene side Auschwitz, der for ham var den ultimative katastrofe og den lille by Amorbach i nærheden af Frankfurt am Main. I Amorbach, hvor musik spillede en stor rolle, tilbragte Adorno ferierne i sin barndom, og han forbandt den med en lykke, der kun kunne genskabes som et forsvindende ekko af stednavne, da han vendte tilbage fra USA efter krigen. Kernen i den negative dialektik er for Adorno, at katastrofen aldrig må ses som det hele i historien, heller ikke efter Auschwitz, men som en grænse, der er åben mod lykkens ingenmandsland.
De biografiske kortprosatekster ‘Amorbach’ er ligesom det filosofiske hovedværk ‘Negativ dialektik’ fra 1966.