En debutroman, skrevet i dyb og personlig krise. Handler om lys og mørke. Fortalt som et eventyr.
"Dolonna stod på værelset med armene over kors og så irriteret ud. Hendes fingre trommede mod hendes ene arm.
”Hvor har du været!” Hun fik øje på blomsterkransen og gik hen til Neeza med vrede skridt og knyttede hænder.
”Har du nu været i skoven igen! Du er umulig!” Hun vidste, at hun skældte for døve øren. Neeza gjorde jo alligevel som det passede hende. Men det gav Dolonna lidt luft at skælde ud.
”Din plads er her hos mig, når jeg har brug for dig. Det er ikke mig som skal vente på dig. Hvem tror du, du er!?” Hun stod med røde kinder og Neeza mistænkte hende for at nyde det en smule. Hun mindede om Giuun. Hvad er bedre, end at nedgøre andre, for at føle sig hævet selv? Den fattige slægtning var et nemt offer.
Neeza blev en smule trodsig og gengældte blikket og fastholdt det længe. Hun kiggede ned på Dolonna. "
