Der er ofte noget melankolsk over stemningen i Jens Carl Sanderhoffs bøger. Inde i den melankoli rejser der sig så ofte en stor, hvilende skønhed i en langsom bevægelse.
Natkatamaran består af prosastykker, som forener de bestræbelser, forfatteren har haft i både digte og romaner: Det er umuligt at afgøre om det er digte eller aforismer eller måske led i en større fortælling, man endnu ikke helt kan se omridset af.
Bogen er præget af en original opbygning, hvor den indledningsvis rummer 50 afsnit, og derefter i de næste afsnit tæller ned fra de 50 til et Afsnit 0 og en omfattende epilog.Hvis man skal forestille sig en beskrivelse af denne bevægelse, kan man tænke på den berømte adagio i Mahlers 5. symfoni. En næsten overmenneskelig lang tone trækker afslutningen af musikstykket ud i det tilsyneladende uendelige.
