Narrativ praksis i organisationer

Da jeg satte mig til tastaturet for at skrive denne artikel, kom jeg til
at tænke på, at dét at “arbejde narrativt”1 på samme tid er ligetil og
vældig udfordrende. Ligetil, fordi vi som mennesker hele tiden har
gang i historiefortællende processer. Det er i hvert fald en grundantagelse
i narrativ praksis: At vi er meningsskabende væsener, der hele
tiden arbejder på højtryk for at skabe “hoved og hale” i vores oplevelser – og at dette sker indenfor rammerne af fortællinger (Bruner, 1999; Gergen, 2005; White & Epston, 1990). Den viden, vi har om os selv, andre og verden, bliver til i en meningsskabende proces, hvor vi udvælger og indsætter begivenheder og hændelser i en tidsmæssig rækkefølge i overensstemmelse med et plot eller en rød tråd: “Ledelsen er inkompetent”, “Det hele flyder!”, “Vi er de førende i branchen!” eller “Mine kolleger er super dygtige!”. Vi drager disse konklusioner, som et resultat af en historiefortællende proces, der sker spontant og ofte uden, at vi lægger mærke til det. At arbejde “narrativt” er derfor ikke
bare “en metode”, som vi kan tænde og slukke for. I en narrativ optik er det den måde, vi overhovedet forstår og lever vores liv. Og så burde det vel være let eller lige til højrebenet, at benytte de narrative idéer som en faglig tilgang i sit professionelle virke som leder eller konsulent!?