Pakke med Niels Lyngsøes to mesterlige nyoversættelser af Nabokovs mesterværker, Latter i mørket og Pnin.
Latter i mørket
Oh hvilket trekantsdrama! Den velbjærgede Albinus bor i Berlin med hustru og datter, isoleret fra rendestenens rakkerpak og lullet godt ind i sin borgerlige tilværelse, indtil fristelsen og fornedrelsen banker på hans dør i skikkelse af den purunge Margot, der drømmer om at blive filmstjerne. Men også bare om at blive teenagestjerne i en enkelt mands liv.
Latter i mørket blev først skrevet på russisk og er både tematisk og stilistisk forløber for et af det tyvende århundredes største romaner, Lolita.
For Margot er Albinus en billet til friheden, for Albinus er hun vejen lige lukt i helvede. For egentlig er Albinus tilfreds med sit lille liv, indtil lidenskaben vælter ham omkuld. "Vi læser her en roman begået af mesteren af kunsten at svøbe en sjælsrå og nøgternt grusom indstilling til livet i den mest gennemsigtige og stramme sætningsdannelse," skriver Rasmus Vangshardt i Kristeligt Dagblad og kvitterer med fem stjerner.
Da Albinus præsenterer Margot for Rex, en amerikansk filmproducer, er det med katastrofale følger for alle de involverede. Fortællingen om deres ulykkelige trekant er en sardonisk og uimodståelig ironisk roman om begær, svig og bedrag.
"Niels Lyngsø lykkes brillant med at indfange forfatterens stil", skriver Mikkel Bruun Zangenberg om oversættelsen, der lovprises i samtlige anmeldelser. I Politiken hæfter Benedicte Gui de Thurah Huang sig især ved Nabokovs svimlende evne til at suge læseren med ind i miseren: "Jeg har sjældent læst en roman så veludført og så net arrangeret som Latter i mørket (…) Romanen er fuld af usandsynlige tilfældigheder og sammentræf, på én gang vildt dramatisk og overmåde styret – akkurat som en snurretop, nogen har tvunget op i fart. Det er behageligt nok, så længe man selv har overtaget. Det er sjovt at føle sig vidende og belæst, når romanens temaer sender én i retning af andre litterære klassikere. Dens krukkede dyrkelse af ungdoms flor minder om Oscar Wildes dekadence. Dens utallige hotelophold og kursteder får mig til at sende en tanke til den kærlighedssyge, pædofile æstet von Aschenbach, der drager sit sidste suk på Lidoen hos Thomas Mann. (…) Men efterhånden begynder man at nære afsmag for sine mange begavede iagttagelser, for sin egen læseiver og for sig selv. Det er ikke lutter lykke at tabe sit hjerte til Nabokov, for er man ikke som kunstnydende og skønhedssmægtende læser akkurat lige så forført, narret og til grin som den kære Albinus i romanen? Man har givet sig hen til skønhed og ond fornøjelse, og akkurat som Albinus må man nu stavre svimmel ud af romanen igen."
Og stavre gør man, ør og mæt og samtidig skønt udfordret og udmagret af de uskønne spil og triste skæbner. Det gør ondt, rigtig ondt, at læse Nabokov. Og netop derfor er det så godt.
Pnin
Pnin fra 1957 blev Nabokovs store gennembrud. På udgivelsestidspunktet stod den ikke i skyggen af Lolita, der var bandlyst og derfor ikke ude blandt den læsende offentlighed. Det var derfor romanen om det stakkels eksilrusser Timofey Pnin, der blev eksilrusseren Nabokovs ’claim to fame’.
Den sindige, 55-årige Timofey Pnin lever et stille liv i Amerika, hvor han underviser i russisk sprog og litteratur på Waindell College. Pnin er både hos sine studerende og ved det amerikanske ægtepar, han lejer et værelse hos, en komisk figur, kendt for sin excentricitet og pudsige indfald. Men indeni den russiske klovn lever dramaet, både i det små og i det store, og det har det med at vise sig i stadig større sprækker i Pnins facade.
Romanen er bygget op omkring syv episodiske kapitler, der slår blødt og brutalt ned i forskellige af Pnins livsfaser. Som 17-årig flygtede han med forældrene fra den russiske revolution, han kæmpede kortvarigt for den hvide hær, men landede til sidst i Paris, hvor
