“Én man ikke fucker med”

I de gældende lovgivninger har der altid været indskrevet beføjelser til at gribe ind i den personlige frihed over for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser. I Servicelovens magtanvendelsesregler fremgår det således, at personalet i særlige tilfælde kan gøre brug af magt – herunder fysisk fastholdelse, hvis der er risiko for personskade eller risiko for ødelæggelse af indbo og andre værdier. En sådan særlov hviler på en forståelse af, at fysisk magtanvendelse er uundgåelig over for en afgrænset gruppe mennesker i samfundet, som har en særlig udfordrende adfærd, og som samtidig er afhængig af støtte og omsorg. På baggrund af et empirisk studie blandt beboere på botilbud vil artiklen imidlertid argumentere for, at handlinger, hvormed beboerne risikerer at bringe dem selv eller andre i fare eller at ødelægge ting, ofte udspringer af særlige levevilkår – herunder den sociale indsats i form af pædagogisk støtte på specialiserede botilbud. Ved at se beboernes handlinger som en særlig form for følelsesbåret hverdagsmodstand peger artiklen på den implicitte, politiske kommunikation og kritik, der kommer til udtryk, når beboerne for eksempel smadrer vinduer, skader sig selv eller slår ud efter personalet. Gennem et fokus på beboernes erfaringer er det artiklens formål at bidrage til det pædagogiske personales etiske skøn i den svære balancering mellem omsorgspligt og magtanvendelse.