Modernismens ansigter

Omkring Første Verdenskrig undergik alle kunstneriske udtryk store forandringer. Den russiske maler Wassilij Kandinskij opløste enhver genkendelighed til punkter og linjer. Hans landsmand, komponisten Igor Stravinskij, forkastede den klassiske ballets lethed og erstattede yndefulde spring med stampende, indadvendte fødder. Digtere skrev værker fulde af meningsløse ord som ”gaga blung” og samlede sig i en bevægelse af multikunstnere, de kaldte for Dada, mens irske James Joyce og engelske Virginia Woolf forlod de traditionelle romanformer og hengav sig til litterære karakterers associative bevidsthedsstrømme. Den gamle kunst mistede sin selvfølgelighed.
I Modernismens ansigter undersøger professor emeritus Peer E. Sørensen, hvordan værdisammenbruddet i kølvandet på krigens ekstreme rædsler skabte grobund for modernismens radikale brud med fortiden. Bogen viser både, hvordan revolutioner, fascisme og vold gennemsyrer modernismen, og at den som kunstnerisk strømning er mere og andet end krig og kaos. Den rummer skelsættende visioner, æstetiske og eksistentielle eksperimenter samt en rigdom af nye kunstneriske udtryk. ”Hele denne litteratur er stormløb mod den sidste jordiske grænse”, skrev forfatteren Franz Kafka i sin dagbog. Modernismens ansigter handler om dette stormløb og om alle de erfaringer, der gjorde det umuligt at vende tilbage til kunsten før modernismens gennembrud.