”Mod stjernerne” er Carsten Jensens samfundsbetragtninger om den generation af unge, som han har mødt rundt omkring i landet i forbindelse med foredrag og debataftener. De unge lever i en tid, hvor det store generationsoprør ikke synes lige om hjørnet. Men trods den politiske tilbageholdenhed, når det angår politisk aktivisme, ser Carsten Jensen tydelige tegn på, at ungdommen leder med lys og lygte efter nye markante ideologier og store, forkromede tanker, som de kan tilslutte sig. Det kom til syne, da han hørte den franske marxistiske filosof Jacques Ranciere i Den Sorte Diamant, som havde tiltrukket 600 ivrigt noteskrivende studerende. Hans 50 år gamle pointe om, at der i den marxistiske tankegang om massen var tale om ikke-manipulerbare individer, der gnidningsløst kunne mobiliseres i kampen mod kapitalismen, greb de unge i foredragssalen. Senere gik det op for Carsten Jensen, at deres iver bag computerne skyldtes, at Rancieres gamle pointer stadig var en del af deres universitetspensum. Men han blev nysgerrig efter at undersøge, om deres manglende kritiske spørgsmål handlede mere om deres blinde villighed til at indoptage gamle selvfølgeligheder, eller om de i virkeligheden higede efter den form for entydig tænkning.Carsten Jensen oplevede også ved et senere debatarrangement på Betty Nansen Teatret en gruppe unge, der higede efter et fast ideologisk holdepunkt, noget nagelfast, som ikke kunne modsiges. Og det fik Carsten til at tænke på Rane Willerslevs kritik af universitetsmiljøets manglende efterspørgsel på og udvikling af selvstændige og originale tanker og vildskud hos de unge. Med inddragelse af Hannah Arendts tanker om det skabende arbejde, Mathæusevangeliets lignelse om de betroede talenter og filosoffen Alain Badious opfordring til ungdommen beskriver Carsten Jensen, hvad han ser som populismens år 2016 med valget af Donald Trump og briternes Brexit som højdepunktet for en radikaliseret politisk højredrejning, og han beskriver den radikaliserede venstredrejning, som han synes 2017 har været udtryk for. I et fremtidsperspektiv sætter Carsten Jensen fokus på, hvordan pessimisterne frygter, at 1930’erne vender tilbage med en stadig mere autoritær og aggressiv højrefløj, mens optimisterne håber på en ny radikaliseret socialistisk ungdom. Med et blik på tv-serien ”Skam” og litteraturens udsagn om ungdommen forsøger Carsten Jensen gennem Omar Robert Hamiltons roman om det arabiske forår ”The City Always Wins” og Octavia Butlers science fiction-romaner fra 90’erne om klimaforandringer og populistiske politikere i Amerika at tegne en karakteristik af de valg, som ungdommen står overfor. Butler forudser en værdikamp mellem to former for identitet; den, der griber tilbage i tiden og forsøger at genskabe det menneske, som var der engang, før omvæltningerne og katastrofen, og så det menneske, der nøgternt indstiller sig på, at voldsomme forandringer nu er blevet en livsbetingelse, og at en civilisation, der skal opbygges, kun kan skabes af mennesker, der selv indstiller sig på at forandre sig. Carsten Jensens opfordring til ungdommen lyder: ”Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen, uopnåelige lysår borte, men dem vi selv har tændt.”
