Mit livs værste sommer

Det er sommer og alt er dejligt. Indtil Alex og hans far går ind for at tjekke, om naboen er okay.
Den gamle nar sad derinde. I en stor, mørk lænestol og stirrede på os. Der var noget ved hans blik, der fik spyttet til at fryse i min mund til at blive sejt og umuligt at synke. "Øh, hallo?" fars stemme dirrede lidt. Jeg havde mest lyst til at løbe væk, men jeg kunne ikke efterlade far alene der.
"Øhm," jeg måtte rømme mig en gang, "hallo?" Jeg vinkede til ham gennem ruden. Men han fortsatte bare med at stirre. "Far?" " Ja?" "Han blinker ikke."
Naboen er død! men det er slet ikke det værste ...