Peter-Clement Woetmann skriver i sin anden regulære udgivelse, Mit indre Pompeii, røven ud af bukserne på sig selv. Hvor debuten, Heldigvis er skoven blevet væk, uden bekymringer var en digtsamling, så er Mit indre Pompeiis komposition fri. Det giver plads til en lang række teksttyper: digte, notater, fragmenter. En kredsen om det, det handler om, skriften og livet viklet ind i hinanden.
Der er en tøvende bevægelse i de ustabile digte eller digtfragmenter, en usikkerhed til forskel fra debutens kække overlegenhed. Der ligger en labyrint i en ruin et sted, sproget viser vej. Der er en barndom, en kærlighed og en frygt for at fejle, som samtidig er en ambition, en protest mod et fejlfrit samfund, der kun giver plads til perfekte liv og smukke digter.
