Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere

I de kommende år vil flere og flere flygtninge og indvandrere blive ældre og få brug for hjælp og pleje. Få af dem vil formentlig benytte kommunal hjemmepleje eller plejehjem, men vil foretrække i stedet at blive passet i eget hjem af familien, sådan som der er tradition for i deres oprindelige hjemlande. § 94 i Serviceloven giver netop mulighed for selv at udpege en hjælper, typisk en ægtefælle, datter eller svigerdatter, som kommunen ansætter til at udføre den omsorg og pleje, som den ældre borger er visiteret til. Paragraf 94-ordningen viser sig imidlertid at være fyldt med paradokser og dilemmaer.

På den ene side giver paragraf 94-ordningen etniske minoritetsfamilier mulighed for at følge religiøse fordringer og kulturelle traditioner og yde kærlig pleje og omsorg på tværs af generationer. På den anden side er ordningen problematisk, fordi den ældre borger måske ikke får den rette professionelle pleje, mens den selvudpegede hjælper bindes til hjemmet og omsorgsopgaven. Desuden har den kommunale ældresektor ofte svært ved at gennemføre tilsyn og sikre et forsvarligt arbejdsmiljø for de selvudpegede hjælpere.

"Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere" præsenterer resultaterne af et større etnografisk studie af minoritetsældre, deres selvudpegede hjælpere og det kommunale ældreområde. Bogens forfattere bevæger sig ind og ud af private hjem, belyser relationerne mellem plejekrævende ældre og deres selvudpegede hjælpere, anskuer omsorg og pleje på tværs af køn, generationer og rundt i familienetværker, flytter perspektivet over på visitatorerne i den kommunale ældresektor – og tilbage igen.