Minder fra en svunden tid

Praskovja så ud af vinduet en stor sort bil, som blev holdende lidt uden for huset, og hun hørte stemmer, som kom nede fra stuen. Hun hørte, at hendes mor græd. Praskovja listede sig ned ad trappen og kiggede ind i stuen gennem dørens nøglehul. Der så hun tre mænd i sorte læderfrakker og med bredskyggede hatte. De var fra Stalins hemmelige politi.

Praskovjas hoved føltes, som skulle det sprænges. Det sortnede for hendes øjne og lettede igen. Hun var tæt på at dø af angst. Der kom en følelse af hård og stram elastik om halsen. Hun kunne ikke skrige. Stemmen forsvandt, og så kom svimmelheden, og Praskovja faldt om ved synet af sin mor liggende i blod. De to mænd i sorte frakker kastede sig over moren som gribbe.

Jeg sidder ved Odense Å og ser på bladene, som flyder med strømmen, hvor vandstanden er sunket. De skælver af angst for deres skæbne og prøver at undgå den, hvor de kan. Jeg føler mig som de blade. Igen og igen samler jeg mine kræfter og prøver at undgå, at min skæbne bevæger sig i en retning af fata morgana.