Min for evigt

I 2017 blev der talt meget om de sexuelle krænkelse kvinder havde været udsat for, på deres arbejdsplads eller fra arbejdsgiverens side af. Ligeledes kom debatten om psykisk terror op igen, efter en kvinde havde stået frem og fortalt om den psykiske terror hun var udsat for, alt imens hun var på krisehjem. Søren Pape som er nuværende justitsminister lovede at ville kigge på sagen, lovede at ville lytte til de forslag der landede på hans bord, angående hvad man kunne gøre for at stoppe den psykiske terror eller vold.

Det undre en rigtig meget, når Søren pape står frem med en sådanne udmelding, især på baggrund af, at tidligere justitsminister Søren Pind, samt alle ordfører i retsudvalget, havde fået en beretning fra det virkelige liv, som netop belyser problemet vedr. psykisk vold og ikke mindst hvordan ordensmagten, det offentlige system og samfundet, anskuede problemet med psykisk terror. Reelt er terror nok det forkerte ord at bruge i dette sammenhæng og derfor vil vi hellere kalde det for psykisk vold og det af to grunde.

Vold er strafbart ifølge straffeloven.
Terror dækker over et meget bredt område, men mange forbinder ordet terror med noget helt andet.

Eftersom politikerne ikke vil lytte eller tage den psykiske vold alvorligt, ja så måtte vi jo påvise, hvad ofre for psykisk vold oplever og gennemgår. Dette gøres på den bedste måde, ved at beskrive emnet stalking, netop fordi stalking er et verdensomspændende problem og samtidig med den form for psykisk vold, der har den højeste belastning for ofret i ikke krigsramte lande.

Nogle af os kender til stalking ud fra at kendte har stået frem og fortalt, hvordan en person har forfulgt denne, overvåget denne eller chikaneret denne.
Ligeså har mange nok læst de avisartikler der med tiden er dukket op, hvor helt almindelige borgere står frem og fortæller om, hvordan de er blevet stalket. For mange af disse vedkommende, så ligger deres forløb mange år tilbage, hvor det først er flere år efter de tør stå frem, blot for at opleve at problemet til stadighed ikke tages alvorligt og at kvinderne til stadighed ikke får den beskyttelse fra ordensmagten, som de eller var blevet stillet i udsigten.



Lige fra vi mænd rendte rundt med køler og bankede kvinderne ned i hobetal for at undertrykke det kvindelige køn og sætte dem i en rolle hvor de blot skulle lave mad, passe børn, gøre rent og ellers sprede ben på kommando, så har situationen for kvinderne fra at være det svage køn ikke ændret sig ret meget.