Merleau-Ponty's Cézanne

”I stedet for stregens opdelende kontur, begriber Cézanne sit motiv, som var det selve landskabets fødsel; som en organisme, vi med det blotte øje aldrig fanger i dens kompleksitet, men kun fragmenteret i dens flygtige relation mellem krop og tanke, lader han den blive til på ny i værket. Ved denne særegne egenskab af kold, hård, men dyb, blå farve, dvæler Cézanne ved værket, som var det naturens egen fødsel, han muliggør. […] Hemmeligheden ligger således gemt i farvernes dynamik, som forstærkes jo mere de harmoneres, jo mere udtrykket præciseres. Ved at kombinere eksempelvis farven grøn og rød får Cézanne en sensation frem, en stemning, en følelse, 'on attriste une bouche ou on fait sourire une joue', beskriver Cézanne”.

I læsningen af den franske filosof, Merleau-Ponty’s (1908-1961) to værker, Le doute de Cézanne (1948) og L’Œil et l’Esprit (1960) udfoldes fænomenologien således i et nyt perspektiv: Cézanne’s modulationer.