Haiku og senryu er japanske lyrikformer, der opstod i 1600-tallet. De er inspireret af zenbuddhismen, og Matsuo Basho er en af de mest kendte digtere, der har dyrket genren. Ligesom haiku opstod senryu som en åbning eller indledning, hokka, til en længere japansk digtform kaldet renga. Formen er kort og enkel, der er fokuseret på det intuitive mere end det logiske i sproget. Zen-munkene kunne udsætte deres disciple for en koan, en gåde i form af en haiku. Det er meningen, at man med åbent sind og rent hjerte skal kunne indleve sig i øjeblikkets erkendelse. I en europæisk eller global forstand kan digtene generelt sammenlignes med oneliners eller epigrammer. I forhold til vores hjemlige Norden kan de minde om runedigte.
Begge former består af tre verslinjer i et 5-7-5 mønster med i alt sytten mora, der er blevet oversat til stavelser på andre sprog. Mens haiku behandler omgangen med naturen, årstider og dens attributter på seriøs vis, beskriver senryu oftere menneskers situation i en kynisk, sort eller humoristisk forstand.
Mere senryu end haiku er udfærdiget af en erfaren digter, der hermed eksperimenterer med genren på dansk. Det er Arash Zadehs ottende digtsamling.
