Mens jeg sover, glemmer jeg dig

”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan bruges
til at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nyt
perspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal mod
virkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, som
virkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin
poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud (Antipyrine, 2021). Bosmans nye digtsamling Mens jeg sover, glemmer jeg dig  ligger i klar forlængelse af hendes forrige Bruxelles (Antipyrine, 2018). Men hvor Bruxelles
var relativ kølig, tilbageholdende og vrængede af at have mange
følelser men ikke vide noget, skrives følelserne og temperamenterne ud i
et mere intimt og henvendende rum . Mens jeg sover, glemmer jeg dig
handler om forskellige rum, sandhed(er) og temperamenter, om at finde
sig til rette, om at skrive, få et barn, om at være dansker i Bruxelles,
om at være gift med en muslimsk mand, om at være i flere kulturer.