Mein lieber Kristian

I de sidste måneder af anden verdenskrig modtog Danmark godt en kvart million flygtninge fra primært de tyske østområder, enten deporteret af den tyske værnemagt eller på flugt fra den sovjetiske hær. Tre lejre på den jyske hede omkring Karup internerede frem til 1949 20.000 flygtninge.
Mein lieber Kristian fortæller historien om flere menneskeskæbner, som uløseligt og livslangt er bundet til disse lejre. Bogen fortæller om den tyske flygtning Margareta Komm og hendes families flugt fra Østpreussen, indtil hun ender adskilt fra sin familie i Grovelejren i Karup. Her forelsker hun sig i en lokal bondedreng ved navn Kristian Ø. Larsen. En forelskelse med alle tænkelige forhindringer, da al ”fraternisering” mellem flygtninge og lokale var strengt forbudt og blev håndhævet af bevæbnede vagter i lejrene. Men hverken Margareta eller Kristian opgav kampen for at blive forenet, og efter en årelang brevveksling og uden nogen fysisk kontakt får de hinanden, stifter familie og lever et midtjysk bondefamilieliv.
Bogen fortæller også om den vestpreussiske flygtningedreng Horst Sanders, i dag 76 år, der efter flugten fra krigen, oplever flygtningelejrene indefra. Og som først hjemsendes til Tyskland for få år senere at blive ”familiesammenført” i Danmark, hvor han vokser op, bliver udlært og stifter familie.
I fortællingerne om disse menneskeskæbner danner der sig et billede af de kummerlige forhold i flygtningelejrene, mennesker spærret inde bag pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagter. Kolde vintre, dårlig og sparsom kost og utilstrækkelig lægehjælp var hovedårsagerne til utilgiveligt mange dødsfald. En stor del af de tyske flygtninge var kvinder og børn – og tusinder af disse børn døde som flygtninge i Danmark.