Massakren i Damaskus

Endnu i 1800-tallet holdt det mægtige, multikulturelle Osmannerrige
sammen på det område, vi i dag kalder Mellemøsten. En by som
Damaskus var kendt for, at muslimer, kristne og jøder levede fredeligt
dør om dør. I løbet af 1850’erne viste de første sprækker i sameksistensen
sig imidlertid i provinsen Syrien. Mange muslimer følte, at reformer og vestlige
stormagter gennem længere tid havde favoriseret de kristne, og der opstod
efterhånden en separatistisk tankegang. I sommeren 1860 kulminerede det
med voldshandlinger uden fortilfælde. Over ti tusind kristne blev dræbt i
Libanonbjergene og fem tusind i Damaskus. Begivenhederne i 1860 udgør et
skæbnesvangert knudepunkt i Mellemøstens historie.

Under trusler om fransk intervention lykkedes det en håndfuld
beslutsomme og diplomatiske muslimer og magthavere at få massakren
i Damaskus under kontrol, men det tog et kvart århundrede, før
den syriske hovedstad havde genvundet egentlig harmoni. Massakren
er et eksempel på effektiv, lokal fredsmægling. Konflikten afslørede
dog store sprækker i Osmannerrigets styrke og sammenhængskraft,
og de europæiske stormagter havde fået blod på tanden. Efter Første
Verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud stod de klar til at
ekspandere deres magt og territorier i det moderne Mellemøsten.