Man dør kun en gang

Aleksander ringes op af sin mor, der fortæller ham, at hans far er død. Aleksander har ikke set sin far i 15 år, men tager af sted til Jylland for at møde farens nye familie og deltage i begravelsen.

Med på turen har han sin retarderede bror, Anders, der er mest optaget af, hvad de andre ville sige, hvis han var Lucky Luke. De indlogeres hos farens nye kone og deres nye 8-årige lillesøster, som Anders hurtigt finder sammen med, og selskabet udvides med en fordrukken onkel og ikke mindst en kusine, Aleksander havde glemt alt om.

Aleksanders egen oplevelse er, at han mistede sin far, da han var 10 år gammel. Men nu er familiens kanin, Ninus, som han begravede sammen med sin far, genopstået i lillesøsterens varetægt, og Aleksander må forholde sig til, at hans far levede videre, efter han forsvandt ud af hans liv.

Lasse Ernst tegner i sin debutroman et dobbeltportræt af drengen og den unge mand, der mister den samme far med 15 års mellemrum. Hvad skete der egentlig i Vanløse under Golfkrigen? Og er det i orden at forelske sig i sin egen kusine til sin fars begravelse?