Magnvm Testamentvm

I en tid, hvor selv en socialdemokratisk regering udtrykker bekymring over at ingen længere lærer tysk og fransk, er det svært at forestille sig at der faktisk findes nulevende danskere som har lært latin i skolen – og måske endda er i stand til at udtrykke sig på dette klassiske sprog.   
Forfatter, filosof og oversætter Kasper Nefer Olsen – født 1960 – er et sådant relikt, der tog ”Den lille latinprøve” i 1975, og siden har bevaret kærligheden til det smukke sprog og dets højt begavede arvtagere – heriblandt den danske grammatiker Johan Nicolai Madvig (1804-86), som Hans Scherfig tværtimod latterliggjorde og lagde for had i Det forsømte forår.    
De mellemliggende 2000 år er naturligvis en udfordring: kan man overhovedet udtrykke vor tids erfaringer på et så gammelt sprog? Hvad hedder ”lufthavn” på latin? Hvordan forklarer man ”sammenlignende sprogvidenskab” – eller ”Warhol's 15 minutes”? Vil ikke selv den optimale indlevelse i det antikke sprog netop lukke forfatteren inde i et antikt univers, og tvinge ham til at udtrykke sig som en oldsag? Det må komme an på en prøve!   
MAGNVM TESTAMENTVM er en samling af 132 digte på latin, alle skrevet i samme metriske form, som hos de klassiske forbilleder. Digtene handler om alt fra barndomserindringer, over politik og retorik, til de evige spørgsmål om livets mening. De ledsages af en, i alle henseender, fri oversættelse til moderne dansk og – hvor det skønnes nødvendigt – af filologiske fodnoter, med henvisninger til hovedværkerne – på dansk, tysk og fransk – inden for ”Latinsk Sproglære” (som titlen lød på omtalte Madvigs lærebog fra 1841, her flittigt anvendt).   
At skrive poesi i et fast metrum – som fx sonetten – er naturligvis ikke moderne mainstream, men dog heller ikke uset, selv ikke i vor tid (Klaus Høeck er vel det fremmeste danske exempel). Den form som her er valgt, er den sapphiske strofe – opkaldt efter den græske digterinde Sappho (Ψαπφω) fra Lesbos, der skabte den for mere end 2600 år siden; siden taget op af utallige digtere, fra Horats til Hölderlin.   
At der således er tale om, i streng forstand, lesbiske digte, forhindrer naturligvis ikke forfatteren i at udtrykke decideret mandlige følelser for kvinden – ligesom et yndefuldt kvindeportræt pryder omslaget. Poesien er den sande forskellighed.