Magdalena Sibyllas Visebog, bind 3

Magdalena Sibyllas Visebog. Indhold, forlæg og fremstilling er tredje del af VIDENSKABEN OG VISERNE bind 1-3 ved folklorist Lene Ingemann Jørgensen. Værket følger de nu kanoniserede folkeviser fra de blev skrevet ned til de fik status som ’folkeviser’. BIND 1 følger videnskaben om viserne gennem tryk og debatter. BIND 2 og 3 følger de visehåndskrifter, som viserne er kendt fra. Resultatet er overraskende: Videnskaben gjorde viser, der kom fra kongens hof i tiden efter reformationen, til ’viser fra folket i middelalderen’. 
BIND 3: Magdalena Sibyllas Visebog. Indhold, forlæg og fremstilling indeholder en detaljeret analyse af ét visehåndskrift, der går tæt på relationen mellem visetekster og visesang. Den støtter dermed gennemgangen af samtlige visehåndskrifter i BIND 2: Visehåndskrifterne. 
Magdalena Sibyllas Visebogs anonyme skrivere bliver identificeret til at være ansatte i kongens kancelli, der betjente prins Christian og prinsesse Magdalena Sibylla ved en stor fest, holdt på Nykøbing Slot i år 1637. Det bliver påvist, at de bragte visetekster med sig fra kancelliets arkiv og at de skrev dem sammen til Visebogen under festen. Kancellisterne havde udvalgt 153 viser, der alle bearbejdede de hofansattes og andre adeliges udfordringer med at leve op til de reformerte idealer. Prinseparrets festgæster kunne således spejle sig i dem. Kancellisterne havde imidlertid også ønsket at vælge viser fra hele visehåndskrifternes fremstillingsperiode. Sammenligninger mellem Visebogens og andre visehåndskrifters versioner af samme viser leder desuden frem til, at dens forlæg kom fra forskellige led i visernes cirkulation blandt sangerne. Sammenligningerne fører os rundt indenfor samt ind i og ud af hofinstitutionen. De giver os indblik i sangernes teknikker til at forme og omforme viserne såvel som i kancellisternes teknikker til at nedskrive og omskrive dem. Forfatteren påviser, at kancelliet længe havde udstukket rammerne for hoffets visesang og gjort det på en måde, som gav sangerne mulighed for at tilkendegive deres egne holdninger ved at ændre i de distribuerede visers episke forløb eller ved at lave modviser til dem. 
Magdalena Sibyllas Visebog reflekterede de foregående 100 års visesang ved hoffet og kancellisternes opfattelse af denne som en tradition, der skilte sig ud fra befolkningens spontane, mundtlige sangtraditioner.