Måske sjælen

En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.   
En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, på hvad der sker, når en sjæl forlader verden.   
Rasmus Nikolajsens "Måske sjælen" er en familieversfortælling om en kvinde, der må flygte uden sin søn, og en mand der henter sin datter i vuggestue, alt imens kastanjetræerne blomstrer.
Om forfatteren:
Rasmus Nikolajsen (f. 1977) debuterede i år 2000 med samlingen "digte om lidt" og har siden udgivet en række digtsamlinger, senest "hvad skal vi med al den skønhed?" (2018) og "Barnevognshaiku" (2020). "Socialdemokratisk digt" blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, og "Tilbage til unaturen" (2016) blev tildelt Kritikerprisen. hvad skal vi med al den skønhed? er udkommet i Tyskland. Digte fra "Tilbage til unaturen" og "Barnevognshaiku" er oversat til tysk, engelsk, amerikansk, svensk, russisk og græsk.