Der er en form for desperation i Henriette Hilma Petersens debutdigtsamling, Må jeg børste din rottweiler, som vil tiltale mange. En stille, sivende desperation, der står i og mellem ordene. Bogen åbner med titlen og et digt, der langsomt viser sig at være mere metafor end talesprog. Rottweileren bliver billedet på noget, der vogter det andet menneskes følelsesliv og forhindrer kontakt:
Må jeg børste din rottweiler?
den som vogter ved din havelåge og forsegler dig i en stille tåge
den som løfter sin overlæbe ved enhver mislyd
den mindste lille uforudsete slinger
den som tog plads i spisestuen den dag porcelænet ramte væggene
den dag din virkelighed brændte
Den undselige metafor – et billede, der lader som om det er dagligsprog, men i virkeligheden åbner for et større rum bag ordene – er karakteristisk for Henriette Hilma Petersens digte. Det er samtidig en søgende digtbog, hvor man overraskes af pludselig at være på nye steder.
