Livets elendighed

Allerede i sin tidligste ungdom læste Johannes Sløk både Kierkegaard, Platon og Schopenhauer, og han var nærmest besat af dem alle tre. I sit efterfølgende forfatterskab har han gentagne gange skrevet om både Kierkegaard og Platon, men først i sin høje alderdom er han nået til Schopenhauer. Og i stedet for simpelthen at skrive en bog om Schopenhauer, besluttede han at konfrontere Kierkegaard og Schopenhauer med hinanden.

I "Livets elendighed" skaber Johannes Sløk en dialog mellem de to store filosoffer, der levede samtidigt – Schopenhauer fra 1788 til 1860 og Kierkegaard fra 1813 til 1854. På den måde søger han på egen hånd at finde ud af, hvad de er enige eller uenige om, uden i grunden at ane, om de selv ville sige det, han lader dem sige – en dialog altså, som man kunne forestille sig, at de ville have ført med hinanden, hvis de havde kendt hinanden og dermed havde haft lejlighed til det.

"Livets elendighed" er Johannes Sløks forsøg på – med udgangspunkt i deres personligheder og livsudfoldelse – at finde ligheder og forskelle mellem de to store tænkere. Hvad han ønsker, er at trænge ned til den vision, de hver for sig havde af menneskelivets grundlag og vilkår.