Lille Duduk og store Godok

Det er en fortælling, som er lagt i munden på Long John Silvers papegøje, altså den, vi kender fra Robert Louis Stevensons Skatteøen, og den er både vildtvoksende, grov og grotesk morsom og grænseoverskridende respektløs.

Papegøjen, der i denne sammenhæng kalder sig Duduk, fortæller om sin rejse gennem verden i løbet af nogle hundrede år, der aldrig rigtig lader sig tidsfæste, om sine møder med religion og tilhørende overtro og fanatisme hos både mennesker og dyr, der har talens brug - i en form, der har mindelser ikke bare om Skatteøen, men også om såvel Robin Hood, Frændeløs og Alice i Eventyrland som Kafka og H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr. Det er en fnysende, altomfattende religionskritik; den rammer alle religioner, og man fornemmer på hver eneste side forfatterens indædte raseri mod Den Store Gogoks (Guds) hærgen og breden sig med galskab og ødelæggelser til følge.