Ledighed og ledighad

Politikere og debattører beskylder ledige for at være »dovne«, »klient-vælgere« og »gøgeunger«. De bliver tilskrevet en ny »krævementalitet« og et omfattende »socialt bedrageri«, der lænser samfundet for »en halv Storebæltsbro« om året. Ny bog dokumenterer, at beskyldningerne ikke holder og retter bl.a. søgelyset mod de stadig mere grænseoverskridende krænkelser, ledige udsættes for.

I takt med grove og vildledende fordomme udsættes både syge og raske ledige for disciplinerende indgreb, der strækker sig fra elektrochok og pligt-medicinering til problematiske aktiveringsforløb og adfærdsregulerende overvågning, hvor 'kontrolgrupper' kan skride langt ind over privatlivets - og sågar seksuallivets - grænser. Imens ignorerer politikerne kommunal kassetænkning og tusindvis af dokumenterbare fejl i sagsbehandlingen, der har fatale konsekvenser for de berørte.

I debatbogen Ledighed og ledighad analyserer Rune Engelbreth Larsen et politisk normskred, der atter nærmer sig 1800-tallets nedsættende syn på ledige. Forfatteren påpeger, at beskæftigelsesandelen af den danske befolkning er høj og i realiteten har været stabil fra tiår til tiår det seneste lille halve århundrede, hvilket underminerer påstande om udbredt »dovenskab« og »selvforskyldt« ledighed.

Ikke desto mindre forringer politikerne snit for snit sociale ydelser og forværrer lediges vilkår for at fremme »motivationseffekten« - som forskere imidlertid af gode grunde også kalder »trusselseffekten«. Samtidig bruger vi adskillige milliarder på et system, der ikke skaber blivende jobs til de ledige, men primært har til formål at presse lønnen ned for lønmodtagerne.

Ledighed og ledighad analyserer en lang række aspekter af den historiske, økonomiske og politiske vifte, der betinger en stadig mere krænkende politik over for ledige, og belyser, hvorfor de mange reformers hyppige amputation og åreladning inden for social- og beskæftigelsespolitikken ikke som hævdet »redder« velfærdssamfundet, men snarere er i fuld gang med at tage livet af det.