Lavt Land

Jørgen Nielsen (1902-45) skildrer mennesker, der er fattige på det sprog, der ofte betragtes som en forudsætning for at skabe facetterede romanfigurer. Nielsen voksede op i et husmandshjem, hvis strenge indremissionske livssyn han tidligt gjorde op med. Han skrev i sine romaner og noveller om mennesketyper, han kendte fra sin øde hjemegn mellem Herning og Silkeborg: tunge, lidenskabelige naturer, der ikke formår at give udtryk for det, der rumsterer i dem, og ofte reagerer voldeligt, når problemerne vokser dem over hovedet. Nielsen, som allerede fra sit syvende år havde gravet tørv og arbejdet ved landbruget, var en af 1930'ernes mange autodidakter, der havde et erfaringsnært forhold til den virkelighed, de skrev om. I en periode var han journalist og levede efter 1927 som forfatter. I novellesamlingen Lavt Land (1929), hans første offentliggjorte værk, beretter han om almuetyper fra sin hjemegn, mennesker, hvis sproglige armod gør dem uegnede til at håndtere konflikter i deres hverdag.
(Dansk Litteraturs Historie)