Labyrinten I-II

I revolutionsåret 1789 forlader Jens Baggesen (1764-1826) København for at indtage et Europa, der er under afgørende forandring. I Labyrinten beskriver den unge forfatter sit møde med de europæiske storbyer og livsvilkårene her, med naturen, med kvinderne, med tidens store digterprofiler, og ikke mindst – med sig selv. Baggesens selvbekendende rejseskildring eller rejsebeskrivende selvbekendelse blev 1700-tallets mest originale prosaværk og forfatterens blivende værk. Selv knyttede han følgende ord til det: »Jeg veed ikke om min Labyrint er Helvede nærmere end Paradiis; jeg befrygter endog, oprigtig tilstaaet, det første; thi formodentlig vil ingen finde den saa moersom og behagelig, som mange ville finde den modbydelig og keedende – men i een eeneste Ting kan den dog lignes ved Himmeriges Rige, deri nemlig, kiæreste Læserinder og Læsere! at uden I blive som Børn, komme I egentlig aldrig ret ind deri!«

                      Siden Labyrinten første gang blev trykt i to bind i 1792 og 1793 har Jens Baggesens følsomme rejseberetning kun kunnet læses i beskårne og hårdt redigerede udgaver. Her udgives den for første gang i sin oprindelige helhed.