Hvad er selvet egentligt for noget? Er det en indre kerne, vi bærer rundt på? Er det noget, vi skal udvikle og realisere? Eller kan det faktisk være smertefuldt at tro, at vi ene og alene skal forstås som et selv?
I den vestlige psykologiske tradition er forståelsen af mennesket filtret godt og grundigt sammen med ideen om et selv. Og de fleste teorier siger, at terapi handler om at styrke selvet. Men samtidig oplever vi i dag en stigende interesse hos både den enkelte og hos psykologerne for østlige praksisformer som meditation, mindfulness og compassion – ikke mindst i forbindelse med den såkaldte tredje bølge af kognitive terapiformer.
Ligesom neuroforskerne er begyndt at se på, hvad meditation gør ved hjernen. Tilgange og tilstand, der alle handler om at kunne sætte sig udover selvet og måske endda glemme det for et øjeblik. Men hvordan kan vi koble ideen om selvløshed til den vestlige psykologiske praksis og forståelse af mennesket?
‘Kunsten at glemme sig selv’ er en lille og veloplagt bog, der sætter ind i denne tilsyneladende modsætning. Psykolog Kaspar Meitil ser her på, hvad de store psykologiske teorier, vi stadig bruger i dag, har at sige om selvløshed, og hvad forskningen er kommet frem til, er på færde i hjernen under meditation. Og så viser han, at ideen om det selvløse slet ikke er så fremmed for den vestlige psykologi, som vi går og tror. Faktisk kan det være en ganske naturlig videreudvikling.
Bogen henvender sig til både den alment interesserede og til den, der arbejder mennesker.
