Kulturen, kunsten og kronerne

Dansk kulturpolitik bygger på retorik og tomme løfter. Det betyder, at den stort set har stået stille siden Kulturministeriet blev oprettet i 1961. Kulturens ministre har gennem tiden sagt mange fine ord om kulturens og kunstens betydning. Men det meste af det forbliver tom retorik, som aldrig forplanter sig til realiteterne. Det dokumenterer bogen "Kulturen, kunsten og kronerne".
Mia Fihl Jeppesen har som den første herhjemme foretaget en systematisk analyse af sammenhængen mellem de kulturpolitiske realiteter og de kulturpolitiske visioner, som de kommer til udtryk i skiftende kulturministres kulturpolitiske redegørelser. Konklusionen er klar: Kulturministre siger et og gør noget andet. Bogen dokumenterer, at den nyskabende kunst bliver og altid er blevet prioriteret lavt i fordelingen af kulturkronerne. I 2001 gik således kun 9,8% af kulturkronerne til den nyskabende kunst. Det paradoksale er, at alle kulturministre har understreget vigtigheden af netop den nyskabende kunst, og hovedparten af dem har også peget på, at støtten til den del af kunsten skulle øges. At det kun er sket i begrænset omfang, hænger sammen med en af bogens andre pointer, nemlig at stort set hele kulturstøtten er bundet op på faste poster. Det betyder, at ministrene reelt ikke har mulighed for at flytte ret meget rundt på kulturkronerne. I realiteten er det omkring et par procent, som ministrene har at prioritere om med.
Armslængdeprincippet - at det er kunstkyndige og ikke politikere, som foretager den konkrete støttetildeling - bliver også taget under behandling i bogen. Gennem årene er der blevet opbygget en retorik, som siger, at kulturstøtten bliver delt ud efter armslængdeprincippet. Men realiteterne viser, at det kun er 14% af kulturkronerne, som i 2001 bliver delt ud på en arms længdes afstand af politikerne. Samtidig er flere og flere af organerne blevet underlagt mere politisk magt, idet de skal have godkendt en handlingsplan af ministeren hvert år.
Af andre temaer i bogen kan nævnes decentraliseringens historie i kulturpolitikken, kvalitetsbegrebet, amatørstøtte og kulturbegrebets historiske udvikling.