Kryb, kravl

Det tabte er måske menneskets eneste sande ejendom. Hver dag veksles det intense nu om til skrøbelig erindring, og med årenes gang inddæmmer tabet stadig større arealer af vores livsverden.
Denne erfaring løber gennem Lena Krogh Bertrams digte, der uafladelig genbesøger det tabte og forsøger at komme overens med det, at få det til at resonere i det nærværende. Det er ofte smertefuldt at erindre, men det er under alle omstændigheder et intenst og frugtbart arbejde. Af den sørgmodige generindring kryber livserfaringerne nemlig frem fra deres skjul. De fylder ikke blot nuet med melankoli, men tilfører livet en sælsom styrke, giver det et dybere nærvær. Og det er måske kernen i disse digte: en uvilje mod at lade det tabte tilintetgøre os. De indrømmer smerte og sorg en plads, men afviser at give rum til bitterhed og magtesløshed. Måske er det tabte evigt, men paradoksalt nok er det også et levende og givende afsæt for nuet og fremtiden.   
 
Uddrag af bogen 
Et sted sidder en gammel kone og spiller ”Hej Søster” med Trille, og tiden går baglæns ind i drømmen, der er gul og kantet af frihed, stuen vender sig i dansen, omfavner hende, hun kryber, kravler, letter som en fugl over taget i sekunders kredsløb om sig selv og skaber et billede af bevægelse i rummets udspilethed.    
 
Om forfatteren 
LENA KROGH BERTRAM (f. 1943) er uddannet socialrådgiver og var i 1982-88 forkvinde for forlaget og foreningen Kvindetryk. Hun har udgivet 11 digtsamlinger og 2 romaner og blander sig desuden gerne i den offentlige debat med kronikker, læserbreve og på Facebook.