Kroppens sublime tale

Oplysningstiden er kendt for sin optimistiske tro på den menneskelige fornuft, på nytten af viden og oplysning. Mindre kendt er derimod dens fascination - både i tænkningen og i kunsten - af det irrationelle og af eksperimenter, ikke mindst med krop og sanser, smat af store (sublime) følelser. Bogen fokuserer på denne oplysningens dialektik med tableauet som pejlemærke. I tableauet taler kroppen med sit stumme sprog om følelser og ideer, der ikke kan udtrykkes på anden måde. På een gang klart i sit motiv og uudgrundeligt i sit udtryk. Tableauet betegner en ny følsomhed over for visualitet og bevægelse, tid og væren i kunsten og en særlig respekt for den subjektive tilegnelse.