Dietrich Bonhoeffer, en ung tysk teolog, var i 1930’erne med i den tyske ´Bekendelseskirke´, der bekæmpede Hitlers forsøg på at nazificere den lutherske kirke i Tyskland. Han så det som sin kristne pligt at kæmpe mod krig og racisme. Derfor gik han under krigen ind i den tyske modstandsbevægelse.
Han blev arresteret 1943 for at have hjulpet 14 jøder med at flygte til Schweitz, og han sad fra nu af i fængsel, indtil han i 1945 blev henrettet i koncentrationslejren Flossenbürg den 9. april 1945.
I fængslet gjorde han sig nye tanker om den kristne kirkes fremtid. Han ønskede en fornyelse, så kristendommen kunne komme til orde overfor vor tids mennesker.
Han spurgte: Er det nødvendigt at gøre mennesker religiøse, før de kan forstå evangeliet? Eller er det muligt at forkynde evangeliet direkte, så det forstås og høres også af nutidens irreligiøse menneske? Hvad er religion? Kan den undværes? Hvad vil Kristus os i dag? Hvordan overvindes afstanden mellem ord og handling i vores lutherske kirke?
Det var sådanne tanker Bonhoeffer tumlede med i fængselet, og som denne bog forsøger at udrede. Efter offentliggørelsen af Bonhoeffers fængselsbreve efter krigen regnes han verden over for den mest citerede protestantiske teolog efter Luther.
