Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Nobelprisen i litteratur 2015

Politiken, seks hjerter
Berlingske Tidende, seks stjerner
Kristeligt Dagblad, seks stjerner
Jyllands-Posten, fem stjerner


Historisk vidnesbyrd i prosa-drama

”Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest vil aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne … Iskroppe … Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul … Deres knogler … Og jeg var lykkelig …”

***

Da Tyskland i 1941 går over grænsen til Sovjetunionen og bryder ikkeangrebspagten fra 1939, begynder det der i Sovjetunionen benævnes ”Den store Fædrelandskrig”. Omkring en million russiske kvinder melder sig til Den Røde Hær og ikke blot til traditionelle kvindelige opgaver som at bære sårede væk fra slagmarken og fungere som sygeplejersker. Mange insisterer på at få egentlig militære opgaver, og som piloter, snigskytter og kampvognsførere kæmper de side om side med mændene. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Indtil Svetlana Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem rundt om på fabrikkerne og i deres hjem og beder dem fortælle deres historie. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt består af over 200 kvinders vidnesbyrd, en mangfoldighed af stemmer, der sammen med forfatterens refleksioner danner en helt særegen stil, en slags prosa-drama eller lyrisk dokumentar. Bogen er den første i forfatterens store projekt om at beskrive den store historie fra det lille menneskes perspektiv i korværket Utopiens stemmer.
Oversat af: Tine Roesen.