Kirkehistorie - folkesag og skolefag

Kirkehistorie, kirkens historie fra dens nytestamentlige udspring til i dag, er et fag med sin egen historie. Lærde teologer og historikere har gennem tiderne bedrevet kirkehistorie. Faget har været brugt i kampe mellem kirkens mange fløje – ikke mindst efter, at reformationerne i 1500-tallet skabte nye kirker, hver med deres særlige historier. Kirkehistorie kan bruges ideologisk, identitetsskabende, og som udtryk for bestemte fælles resultater og mål, men det var sent, at faget ramte skolens verden og det offentlige rum. Først i det tidlige 1800-tal kom kirkehistorien på skoleskemaet, hvor fagområdet eksisterede i godt hundrede år. Grundtvig spillede en afgørende rolle for, at kirkens historie kunne læres og begejstre – ikke mindst gennem fællessang. Kirkens historie er også menighedens historie. Det lykkedes gennem overdrivelser og udeladelser at skabe en bredt accepteret erindring om kirkens historie.
Også i det offentlige rum træder den internationale kirkes store skikkelser frem. Det største kirkehistoriske dekorationsprogram findes rundt om Marmorkirken i København, der blev indviet i 1894. Kirkehistorien blev del af den moderne by; den gjorde fælles sag med den moderne historiebevidsthed og nationalfølelse.
De kirkehistoriske fremstillinger, som man læste i skolen, var selvfølgelig mest partsindlæg for den velkendte danske, evangelisk­lutherske kirke, og derfor langtfra upartiske. Tværtimod. Det opdagede den såkaldte skolebogskommission, der blev nedsat i 1930. Nu skulle skolen renses for ufredens spirer og arbejde i en åben og fredsvenlig ånd. Dens bøger skulle bringes tættere på den historiske sandhed, men det tog livet af kirkehistorien i skolen, for måske var kirkehistorie slet ikke historie men netop en fortælling, der var skabt som erindring om en stor sammenhængende fortid.
Historien om den glemte kirkehistorie udrulles i bogens ti kapitler af en af fagets udøvere.