Karneval og latterkultur

Det, vi kalder den kulturelle udvikling og helst ser som rene fremskridt, indebærer

imidlertid, at visse erfaringer, udtryk og forståelsesformer enten går tabt eller degenererer

og trivialiseres. Det gælder om noget den folkelige latterkultur, der fra

antikken til renæssancen kunne dyrke en materielt-kropslig lyst, der både ville liv

og død, begravelse og fornyelse, men gjorde det i latterens og overdrivelsens regi.

Et højdepunkt var de middelalderlige karnevalsfester, hvor alting for en stund blev

vendt på hovedet og lod en revolutionær kraft danse sanseligt på bordet, og det

stærkeste litterære udtryk for denne kropslige latterkultur blev Rabelais’ vildtvoksende

fortælling om Gargantua og Pantagruel fra begyndelsen af 1500-tallet.

For at forstå dette univers af mad og lort, druk og sex, lyst og overflod indledte den

russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975) sin store Rabelais-bog fra

1940/65 med en grundig og epokegørende redegørelse for den næsten glemte tradition

for det at kunne le dybt og universelt livsbekræftende ved at lade kroppens

nedre regioner komme til orde.

Karneval og latterkultur udkom første gang på dansk i 2001, og Jørgen Bruhn og

Jan Lundquist har skrevet forord. Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie

Klassikere.