Den 5. maj 2018 markerer 200-året for Karl Marx’ fødsel. Det bliver fejret – selvfølgelig også fordømt, men først og fremmest fejret. Marx kan ikke stå til regnskab for ‘kommunismens’ rædsler. Statuer, souvenirs, trafiklys og små rødskinnende havenisser tager form som Marx. Det store skæg og den tætte manke – erindringskulturen har omfavnet Marx, og afstanden til 1990’ernes euforiske og triumferende stemning i kølvandet på Sovjetunionens fald virker umådeligt stor. Her blev mange monumenter af Marx i hele østblokken enten revet ned, foreslået nedrevet eller musealiseret. Symbolikken var tyk: Den kommunistiske ideologis tid var ovre, noget andet skulle bygges op. En ny tid var begyndt! Siden den økonomiske krise i 2008 har man imidlertid talt om Marx i andre vendinger. Kapitalismen var alligevel ikke de blanke, lykkelige sider i historiens bog. Den var forarmende, undertrykkende, voldelig. Alt det som Marx beskrev og analyserede i midten af 1800-tallet. Marx har ret, eller han er i hvert fald stadig relevant. Dét er alt fra børsspekulanter, cheføkonomer, politikere og forskere til sociale bevægelser trods alt enige om.
