Karl Jaspers liv, samtaler og tænkning

Karl Jaspers (1883-1969) grundlagde sammen med Martin Heidegger eksistensfilosofien i det 20. århundrede. Jaspers var psykiater af fag og blev siden professor i filosofi i Heidelberg og Basel. I hans tænkning som psykiater og filosof gennemreflekteres de menneskelige erfaringer. Som noget nyt i psykiatrien lagde han derfor vægt på, hvad patienten oplevede og fortalte, og i filosofien angreb han senere Heidegger for at forlade de eksistentielle erfaringer til fordel for analyser af værens strukturer. I sine sene år trådte Jaspers ud i offentligheden som en humanitetens stemme. 1958 fik han de tyske boghandleres fredspris efter udgivelsen af Die Atombombe und die Zukunft des Menschen.

Nøglebegreberne i Jaspers praksis og tænkning er samtalen og det omgribende. I behandlingen af patienter var samtalen central. Han henvendte sig til offentligheden i en dialogisk bevægelse. Og i hans religionsfilosofiske tænkning findes intet andet målebånd end det sokratiske, at vi genoptager samtalen i morgen. For vi befinder os i .det omgribende, som omslutter forskellene imellem os. I det element er vi sammen undervejs til sandhed.

I forlængelse af den fornyede interesse for Jasper påbegyndtes en Kommentierung und Gesamtedition der Werke von Karl Jaspers i 2012.

Den sidste danske Jaspers udgivelse, Hvad er filosofi, udkom 1965.

Denne bog er den første skandinaviske indføring i Karl Jaspers tænkning, hvormed også forholdet mellem Heidegger, Arendt og Jaspers belyses.