Kære fremmede

Han smækkede sin bildør og gik over i hendes bil. Kyssede hende begærligt. Rørte ved hendes hud. Hun gispede.
"Elskede," hviskede han ind i hendes mund, "jeg er vanvittig." Hans skægstubbe kradsede mod hendes bryster, og hun blev brændende varm af længsel efter ham. "Sæt dig om på bagsædet," hviskede han hæst. Hun ville protestere. De holdt et offentligt sted. Men han beordrede: "Gør det nu!" Hun gjorde som han sagde.

"Er du lykkelig?" spurgte han. Hun svarede ikke. Var det hendes smerte, der hed lykke? "Jeg tænker på dig dag og nat," sagde han. "Du er hos mig, når jeg går i seng, skønt jeg ligger ved siden af en anden. Det er himlen, og det er djævelskab. Jeg ædes op indefra. Fordi vi altid må skilles."
"Vi kunne gøre noget, så vi aldrig skilles," hviskede hun. "Hvad, min elskede?" "Dø sammen." "Det mener du ikke!" Han greb hende hårdt i armen. "Jo," svarede hun. "Du sagde engang, at man altid dør alene. Dengang tænkte jeg: Jeg vil dø sammen med ham. Vi skal følges. Jeg har nået det højeste i livet, at elske. Måske er jeg parat til at dø."
Han græd. Hun slyngede armene om ham og hviskede: "Det skulle være en smuk dag…"