Jertefloden

Betty er flygtet til Madrid fra sine problemer og et stærkt destruktivt forhold. Efter den første uge tegner det, der skulle have været en ny begyndelse, til ustandseligt at minde hende om fortiden.Hun bor på et pensionat med en sur værtinde. Pengene er små, og alle vegne slæber hun sin guitar med, så hun kan tjene lidt penge på at spille og synge. Men hun bliver hurtigt forbitret over publikums manglende interesse, og hver dag ender hun i parken, hvor hun føler sig mere forbundet med planterne og dyrene end med menneskene. Når det bliver aften, og museerne har gratis adgang, går hun enten på Prado eller Reina Sofía. På Prado sidder hun i timevis foran Den vanvittige Johanne og synes, at hun kan genkende sig selv. På Reina Sofía ser hun på postkort af borgerkrigens kvinder. De ser så tapre ud, som de står der med høtyve og leer, klar til at kæmpe for frihed og retfærdighed, klar til at kæmpe for hinanden, og mod de mænd, der vil slå dem ihjel. De indgyder hende håb og får hende til at længes efter at være del af et fællesskab. Hun vil gerne sidde omkring et bål med de kvinder og koge et æg i en gryde over den åbne ild. Hun begiver sig derfor videre ud i byen i håb om, at den vil indfri hendes forhåbninger. En dag kommer en gruppe kvinder udklædt som fugle imod hende, og hun vælger at følge i deres idealistiske og voldelige fodspor.Jertefloden af Peter Højrup er en sitrende roman om længslen efter fællesskaber, vold og grænseoverskridende kærlighed, nødvendig flugt og intenst nærvær, om kvindelig frigørelse, om veje og vildveje i tilværelsen og om at finde sig selv i det fremmede. Politiken:Romanen er så smukt skrevet, at det næsten gør ondt (…) Jertefloden er så smuk en roman om det kollektive, når det både er allermest nødvendigt og utopisk, og når det gør allermest ondt. Det skulle efterhånden gerne stå klart for enhver, at Peter Højrup er en blændende forfatter. (…) Weekendavisen:Peter Højrup har skrevet den mest forfinet implosive roman om at hengive sig blindt til sin snublende skæbne. (…)