Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre

Chaufføren parkerede foran den sorte støbejernslåge ved kirkegården i St. Heddinge på Stevns, og jeg steg ud af Jaguar’en med en buket blomster i hånden.

Gennem hele mit voksenliv havde jeg fortalt vidt og bredt om, hvor meget min mormor havde betydet for mig. Det var hende, der havde givet mig den første tryghed og varme i livet, og jeg sørgede længe, da hun døde. Men jeg havde ikke besøgt hendes gravsted i mindst et årti. Jeg havde glemt, hvor hun lå. Graveren fulgte mig med øjnene, mens jeg gik op og ned ad de små stier mellem gravstederne i lang minkpels og høje stiletter, og efter lang tids søgen spurgte jeg ham, hvor jeg kunne finde min mormors gravsted.

Jeg kan stadig huske, hvordan koldsveden skyllede ind over mig, da han svarede: Familien har ikke ønsket at vedligeholde gravstedet. Det blev nedlagt efter 10 år.

De døde er nok ligeglade med, hvor ofte man besøger dem, og om man har blomster med. Men derfor kan man godt sørge for, at der er mindesmærker over dem. Det er en stor fejl, at jeg ikke tænkte på at sørge for min mormors og morfars grav. Det er en meget flov historie.