Jeg dør uskyldig

Den unge dronning Caroline Mathilde mistede på få år alt – sin mand, sine børn, sin dronningekrone. Hun blev skandaliseret, lagt for had, beskyldt for utroskab og sendt i ensomt eksil på et slot i Celle. Caroline Mathildes kærlighedsdrama med livlægen Struensee er Danmarks mest
berømte love-story. Men til sin død insisterede hun på, at det var pure opspind. Caroline Mathildes sidste år i Celle er et ret ukendt, men højdramatisk kapitel i Danmarkshistorien. Desperat for at blive genforenet med sine børn planlægger hun at vælte det danske styre og blive genindsat på tronen. En engelsk eventyrer er sammen med en gruppe danske officerer og adelige villige til at risikere deres liv for hende. Og på sidelinjen er England parat til at støtte hendes kupforsøg og indsætte imperiets mægtige flåde mod Danmark. Den spændte situation skaber stor nervøsitet i København, og danske agenter og spioner sendes til Celle og Altona i et forsøg på at forhindre oprøret …

Jeg dør uskyldig er en farverig fortælling, som er endnu mere utrolig i betragtning af, at den bygger på historiske dokumenter.


Uddrag af bogen:

Sidst på eftermiddagen tirsdag den 28. april 1772 fik hun det at vide. Struensee og Enevold Brandt var blevet halshugget på Øster Fælled uden for København. Henrettelsen havde været barbarisk. Først havde bødlen med sin økse afhugget den dømtes højre hånd, dernæst havde han skilt hovedet fra kroppen. Legemerne var skåret i flere dele og var så af natmanden kørt ud til Vesterbro, hvor kroppene blev placeret på hjul og stejle. Fra sin nye lejlighed på Frederiksberg slot havde Juliane Marie udsigt til stejlepladsen. I et af vinduerne havde hun opstillet en kikkert, så hun bedre kunne nyde synet af ligdelene.

Caroline Mathilde hørte på beretningen om henrettelserne uden at fortrække en mine. Hun så på Hauch og kammerjomfruerne med et tomt blik og talte ikke til dem i nogle dage. I timevis kunne hun sidde ved vinduet i tårnværelset med en bog i hånden, men hun læste ikke. En af vagtposterne, der satte øret til døren, opfattede en næppe hørlig hvisken inde fra gemakket: ”Min himmelske skaber, hjælp mig dog – jeg er skyld i Struensees og Brandts død…”


Om forfatteren:

Henning Rovsing Olsen (f. 1933) var i en årrække journalist ved københavnske dagblade. Efterfølgende har han haft chefstillinger på bl.a. Politiken og Søndags-BT. I 1986 blev han presse- og kulturråd i Udenrigsministeriet og senere ambassaderåd i Reykjavik. Han har i en snes år forsket i Struensee-perioden i både ind- og udland.