Den græske dramatiker Dimitris Dimitriadis’ nyklassiker, Jeg dør som et land, kortroman, essay, monolog, eller hvad man skal kalde den, er i slægt med den klassiske sansende prosa som vi kender helt tilbage fra Zolas arbejderfortællinger og Tolstoj.
Som den franske oversætter Michel Volkovitj skriver i forordet: "Fremfor alt, mellem disse snit, læser vi sådanne overdrevne sætninger, udmattede før de overhovedet kommer igang og dog uudtømmelige, så hårdt spændt ud, at de er lige ved at knække, som blev de trukket ud af musikinstrumenter på grænsen af deres ydeevne."
Bogen er fra 1978, kort efter det brutale græske Oberstdiktatur var afsluttet og landet åndede lidt friere igen. Teksten er skønlitteratur, med tænksomme, fabulerende passager, og den handler om menneskers lidelser, da et navnløst land bryder sammen efter en skæbnesvanger krig.
