Leif Dalgaard har skrevet 25 epistler til sine børnebørn. Smukt illustreret af kunstner Niels Reumert.
Hvorfor mon Mona Lisa stadigvæk smiler? Hvor ligger skismaet mellem
jalousi og misundelse? Hvad er en epistel? Er vi blevet lykkeligere med
fremtidens tekniske resultater? Det er nogle af de spørgsmål Leif Dalgaard
stiller til sig selv med denne publikation i et forsøg på at give sine børnebørn
et svar på, hvad der venter dem forude.
I dag har digitaliseringen erstattet det eftertænksomme øjeblik, hvor man
spørger sig selv, hvad det hele kan føre til? Er vi blevet lykkeligere som mennesker,
fordi vi kan opleve hinanden digitalt? Eller er vi blevet skræmte fra
vid og sans på grund af usikkerheden om vores fremtid? Bliver vi fremover
udklækket af en algoritme?
I dag kan selv en lort betragtes som kunst, fordi vi ikke mere bruger næsen
til at efterprøve os med. Livet har udviklet sig til en markedsøkonomi. Der
er ikke noget at sige til, at vi er bekymrede. Med disse epistler har Leif
Dalgaard erstattet vores duknakkethed med et svar på, hvorfor vi hele tiden
går og kigger nedad. Det er fordi, vi ikke mere kan læse skriften på væggen?
Evnen til at fremstille stort set hvad som helst kan ikke mere indhentes af
evnen til at forestille sig, hvad det har af konsekvenser. Vi er blevet jaloux
på bøgernes indhold og misundelig på den, der endnu kan læse en tekst?
Mon man efterhånden kan efterspørge situationen med et svar på, hvordan
og hvorfor det er kommet så vidt?
