J. Lauritzen - om storhed og fald

Bogen beskriver skibsreder Knud Lauritzens karriere, der gjorde rederiet J. Lauritzen til et mægtigt konglomerat. Det ejede rederier, borerigge, værfter, industrier, ejendomme, minedrift og olielicenser. Ole Lauritzen fortæller om de mange nye virksomheder og skibsruter, som hans far investerede i: polarskibe, finlandsfart, vintersejlads til Montreal borerigge og køleskibe. De mange nye initiativer gjorde J. Lauritzen til en betydende rederi- og industrivirksomhed. Der blev indført sociale forbedringer i skibene: forbedrede kahytter, svømmepøl, skibsbiblioteker, tandlæger og velfærdssekretærer. J. Lauritzens Søfartsskole i Kogtved blev oprettet og fik stor betydning for rederiets uddannelse af dygtige skibsofficerer.
Rederfruen, Kirsten L., datter af rektor Hans Hartvig Møller, mente, at rederiets millioner skulle gavne flest muligt. Under krigen skulle flygtninge hjælpes: jødernes flugt til Sverige, hjælp til KZ-lejrfanger og til norske modstandsfolk. Den indsats blev udvidet efter krigen bl.a. med indsamling af nedfaldsfrugt, som af frivillige hjælpere blev kogt til marmelade og uddelt til de fattige i hovedstaden, hjælp til mindrebemidlede pensionister og indretning af vuggestuer.

Bogen fortæller også historien om JL's liv og familiens opvækst i et stort hus med mange tjenestefolk og om arbejdet med en uegennyttig indsats. Lauritzen-børnene fik en noget skizofren opvækst hvor de levede som landets rigeste familier men også skulle opføre sig som "almindelige" danskere og give det gode eksempel hvor Spejderloven var en vigtig rettesnor i det daglige.
Efter krigen blev "JL Fondet" stiftet for at sikre rederiets fortsatte vækst og familiens position som overhoveder for bestyrelserne. Overskuddet fra koncernen skulle uddeles til dansk søfart og andre formål. Dette blev gennemført i de mange år, hvor Knud L. stod i spidsen for koncernen. Knud Lauritzen afgik ved døden i 1978 inden generationsskiftet var fastlagt. Det fremgår af bogen, at fondets skiftende bestyrelser holdt familien ude fra den indflydelse, der var påtænkt, nemlig at Ole Lauritzen og hans fætter, Jørgen Ditlev, skulle deles om ledelsen.

Ole Lauritzen fortæller hidtil ukendte detaljer om hvorfor han frabad sig faderens ønske om at gøre ham til topchef for J. Lauritzen. Han foretrak at "køre sit eget løb" uden magtkampe og bureaukrati. Han mente, han ville få et lykkeligere liv i et samarbejde med sine egne "ildsjæle" og uden stordriftens ulemper.

Bogen er et "Manifest" om politisk nytænkning uden dogmer, men med hård modstand mod både "Rødfascisternes" voldspolitik og mod "Kapitalens" globaliseringsrus i alliance med storstaternes (EUs) magtkoncentration uden demokrati og menneskeværd.