Isbjørnen

Pontoppidan er oprørt over de sociale forhold hos almuen. I Isbjørnen fra 1887 udtrykker han sin harme med en grum, men samtidig morsom, lystspilsagtig satire. Satiren går på det borgerlige samfund, der hytter sig selv og udstøder den egenartede præst, Isbjørnen, der nærer en ægte omsorg for de svage. Men den rammer også den almue, der i almindelig underkuethed og uvidenhed retter ind efter autoriteterne, hvilket får Isbjørnen til at forlade sognet med ordene: "I har de Tyranner, som I fortjener."



"Isbjørnen, den måske mest læste tekst efter Ørneflugt holder og finder stadig nye læsere som veloplagt påpegning af det fremmedes og den ægte naturligheds trange kår i et småligt og ængsteligt samfund." – Johan Rosdahl



"Hvad den nutidige læser … kan nyde … er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen